Football Manager 2020 nærmer sig med hastige skridt

Det næste managerspil i rækken fra Sports Interactive, Football manager 2020, lander efter alt at dømme dette efterår. Det populære manager-spil vil atter lade dig sidde i førersædet for lige dét hold, du måtte ønske at overtage styringen på. Sæt din viden og dine evner på prøve og vær med til at forhandle om nye spillere, der skal prøve lykken under dit banner. Ansvaret hviler tungt på dine skuldre, men med store satsninger kan der også følge lige så store sejre.

Dette år står i optimeringens tegn, og Sports Interactive har lagt sig i selen hvad angår finpudsning af spillets funktionalitet og udseende.

Bred optimering over hele linjen

På trods af at der ikke vil være kvindefodbold på menuen i denne omgang, så vil spillets nuværende funktioner undergå en kærlig, optimerende behandling. Det største fokuspunkt Sports Interactive har villet dele med omverdenen, har været spilmotoren. Hvad det helt bestemt indebærer kan ikke siges, men normalvis betyder det, at kampene f.eks. vil være en væsentlig bedre oplevelse end hidtil. Hvis spilmotoren er optimeret, vil der blandt andet være:

  • Bedre 2D- og 3D-gengivelse, animationer og lydafspilning.
  • Bedre hukommelsesfordeling. Dette vil i højere grad betyde, at både dit grafikkort og dine RAM ikke skal arbejde unødvendigt hårdt.
  • Klogere kunstig intelligens. En god spilmotor kan give dig en mere autentisk følelse af at interagere med så realistiske funktioner som muligt. Dette kunne eksempelvis være beskedsystemet i Football Manager 2020, hvor din arrogante stjernespiller muligvis ikke tager kritik så godt, som du havde forventet.

Football Manager hopper med på bølgen

Sammen med andre store spiludgivelser som f.eks. Baldurs Gate 3 og Borderlands 3, har Football Manager 2020 fået endnu en spilplatform at blive udgivet på, nemlig Google Stadia. Denne nye konkurrent vil ikke nøjes med at udfordre Macs og PC’ere, men vil også gå i kødet på konsollerne. Der kræves nemlig ikke andet hardware end dit Chromecast Ultra og et joypad. Selve spillet og dets opløsning vil afhænge af din internethastighed og dets stabilitet, samt opløsningen på dit TV. Det er stadigvæk meget nyt, men forventningerne er store.