Derfor skal du undgå transfedtsyrer

Du holder dig fra mættede fedtsyrer og nøjes med at indtage de umættede. Det, har du hørt, er det sunde valg, og det er det i og for sig også. Det er rigtigt, at mættet fedt øger kolesteroltallet og fremmer sandsynligheden for åreforkalkning og blodpropper. Det anbefales, at maksimalt 10% af dit daglige energiindtag kommer fra mættede fedtsyrer. Men hvad så med resten? Skal det komme fra umættede fedtsyrer?

Umættede fedtsyrer er ikke bare umættede fedtsyrer. Først og fremmest findes der enkeltumættede fedtsyrer og flerumættede fedtsyrer, og dit daglige energiindtag bør indeholde 10-20% af det ene og 5-10% af det andet. De umættede fedtsyrer er som udgangspunkt gode, så du kan spise avokado, fisk og mandler med forholdsvist god samvittighed.

Og så findes der transfedtsyrer. Og dem skal du holde dig fra. Men det er heldigvis ikke så stor en udfordring længere.

Værre end de mættede fedtsyrer

Transfedtsyrer er faktisk en særlig type umættede fedtsyrer. De bliver både dannet naturligt og fremstillet kunstigt. Hvis du indtager for store mængder af transfedtsyrer, kan det være sundhedsskadeligt og fremme sandsynligheden for udvikling af diverse hjertesygdomme. Faktisk viser en række undersøgelser, at transfedtsyrer er endnu mere fremmende for udvikling af disse hjertesygdomme, end de mættede fedtsyrer er. Og transfedtsyrer bliver desuden mistænkt for at øge risikoen for udvikling af type 2 diabetes.

De industrielt fremstillede transfedtsyrer forekommer i olier og fedtstoffer, som bliver brugt til bagværk og fastfood såsom margarine. Før i tiden skulle du være endnu mere opmærksom på indtagelsen af disse råvarer, men i dag er indholdet reguleret så meget, at indholdet vurderes at være så lavt, at det som udgangspunkt ikke har betydning for din sundhed.

Forbuddet på industrielt fremstillet transfedt virker

I 2004 trådte den nye lovgivning i kraft, og denne lovgivning tillader kun 2 g. industrielt fremstillet transfedt i fedtstoffer som olier og margarine. Siden denne lovgivning trådte i kraft, faldt danskernes gennemsnitlige indtag markant. Siden har amerikanske forskere påvist, at det danske forbud har nedsat hjertedødeligheden med cirka 800 tilfælde om året. Danmark var det første land i EU, der regulerede indholdet af de industrielt fremstillede transfedtsyrer i fødevarer. Siden har både Belgien, Holland, Storbritannien og andre EU-lande fulgt trop og valgt at indgå frivillige aftaler med industrien for disse fedtstoffer om en reducering af indholdet af transfedtsyrer.

Som forbruger skal du være meget uheldig, hvis du kommer til at indtage for meget transfedt, da både kiks, pommes frites og kager løbende bliver testet for deres indhold af transfedtsyrer.

Dog skal du være opmærksom på, at lovgivningen for det regulerede indhold af transfedt kun gælder for industrielt fremstillet transfedt. De transfedtsyrer, som forekommer naturligt, er ikke omfattet af reguleringen. Derfor finder du et indhold på ca. 3-6% transfedt i fødevarer som oksekød, fårekød og mælkefedt. Det siges, at kroppen godt kan tåle en sådan mængde naturligt forekommet transfedt, men uanset hvad bør det ikke være en overraskelse, at du bør indtage alle fødevarer med måde.